Forside Teknik
 
It-systemerne og de ens vejnavne i kommunerne  

I de kommuner som skal lægges sammen, vil den hidtidige regel om, at et vejnavn kun optræder en gang i kommunen, ikke længere gælde. Eksempelvis vil ”Vinkelvej” findes fem gange i den nye Faaborg-Midtfyn kommune. I alt ca. 15-20% af alle vejnavne vil være i denne situation efter 1. januar 2007.

For at skelne de ens vejnavne, har folketinget i 2005 vedtaget en ændring i BBR-loven som betyder, at vi skal bruge postnummer og postdistrikt til at skelne den ene ”Vinkelvej” fra den anden. Løsningen svarer til hvad vi gør, når vi skriver et brev: Også her er det postnummer og -by, der fortæller hvilken af alle landets ”Vinkelveje” vi vil sende brevet til.

It-systemer som hidtil har været baseret på den gamle regel om at vejnavnet var unikt i kommunen, vil derfor som noget nyt, kunne få brug for at oplysningen om postnummer og postdistrikt findes. Såfremt der til adressen hører et supplerende bynavn, bør dette også findes.

Dette kan f.eks. være relevant på skærmbilleder, der viser lister med vejnavne, i dropdown menuer, i rapporter o.l., eller i formularer når brugeren skal søge efter en bestemt adresse.

Der bliver 5 ”vinkelveje” i Ny Faaborg kommune; hvem er hvem? Figuren til højre viser et eksempel på at opgaven kan løses ved hjælp af postnummer og postdistrikt .

 

I forbindelse med kommunalreformen har folketinget besluttet en ændring i BBR-loven som betyder at postnumrene nu er en del af det officielle adressesystem.

Oplysningerne om vejnavnenes beliggenhed i postnumrene og de supplerende bynavne, registreres af kommunerne i CPRs vejregister. OIS’ datasæt med officielle standardadresser (OSAK) indeholder såvel postnumre som supplerende bynavne.

Det skal i øvrigt nævnes, at sammenlægningsudvalgene som et led i deres forberedelser, i visse tilfælde vil beslutte at ændre et eller flere vejnavne. Der vil dog være tale om undtagelser, som ikke eliminerer behovet for at anvende postnumrene.

 
Gode råd til it-ansvarlige  

–  Undersøg om jeres systemer vil blive berørt, når samme vejnavn optræder mere end en gang i en kommune, og overvej de forskellige løsninger

–  Undersøg om jeres it-systemer benytter vejkoden til at sortere vejnavnene alfabetisk efter - i mange kommuner vil dén metode ikke virke efter kommunalreformen